Ligesom du får behov for at skulle bede om lige præcis den måde, du føler dig mest elsket på er det også vigtigt, at du er bevidst om, hvordan mennesket med demens oplever, at de føler sig elsket.
Der er personer, der har behov for at:
- I holder i hånd, når i går tur også selvom det er noget, som du har frabedt dig tidligere. Det vil kunne hjælpe dem til at føle sig trygge, anerkendt og del af et fællesskab med dig.
- Du roser dem (anerkender dem) for selv små ting, som de tidligere har været i stand til, men nu har svært ved.
- Alle har brug for at vide, at de gør er rigtige. Det gør, at de tør tage flere initiativer og dermed mere selvstændige og kan bevare funktionerne i længere tid. Rosen kan bestå i at du siger:
- Hvor er det dejligt du gik ud med affaldsposen.
- Det skønt du har dækket bordet til aften (også selvom det ikke er dækket helt, som du ønsker)
Når du følger deres initiativ, så oplever de at deres idé er vidunderlig. Det gør, at de oplever den største anerkendelse, du kan give et andet menneske. Det resulterer også i, at de tør gøre flere af de ting, som de ellers har svært ved. Du følger et initiativ ved for eksempel:
- ser hvad de er i gang med og benævner det (”Du smiler…”, ”Du ser på …”, ”Du ……”)
- spejler det de gør eller deltager i aktiviteten (uden at det virker som om du ”aber” efter)
- du føler en aktivitet, som han/hun er startet op på, så i er SAMMEN om at udføre en opgave.
- han/hun vælger at samle blade i haven, du vælge at deltage og gøre det samme også selvom det er hænderne der bruges som redskab.
Ved at du tilpasser dig mennesket med demens og støtter dem i, hvordan du gerne vil have vist kærlighed, vil du opleve at jeres tid sammen bliver bedre. Det skyldes, at du et langt stykke hen i sygdommen vil forsætte med at føle dig anerkendt, forstået og elsket.
Samtidig vil din demensramte ægtefælle/forældre eller andet, føle sig elsket, anerkendt og respekteret.